Niels Møller (1859–1941)

                          Ak, hvor dog årene strømme!

                          Ungdommens blånende dage

                          ilsomt de fløj.

                          Livet er bygget af drømme,

                          skyer, som flygtige jage,

                          skygger af røg,

                          drømme om skygger af røg!

                          Hvor er den ædelstens-tåre,

                          tindrende skøn,

                          den der som livs-vandringens løn

                          drypper af visnende dage og hårde?

Hastig farer tidens vande; ud af dis de til os rinder:

Hvirvler slynges, syder, slettes; bobler fødes, danser, dør;

snart bag mørkeskovens bræmme floden brat sig snor og svinder,

suset tier . . . Intet mer? Jo dog! I vandets virvar før

tvende strømme stred at give floden hver sin lød og stemme:

én, der sived tæt og grumset frem af svartesumpens slam,

én, der sollys-lutret rulled blank og ren fra bjærgets kam:

. . . Hvo den klare dag gav fremme, ej hans virke går i glemme, —

                held til ham!

Lysten dybt i skoven vinker; lundens vej er blød at træde,

hvor den bukke-lodne Pan med fløjten dårer sind og sanser:

uden tugt og tanke nyder satyr-flokken nuets glæde,

svælger druen, øder rosen; jorden dønner dér de danser.

Sligt ej fristed visdoms dyrker; kun den store Pan han gæster;

vel han vidste: rusens abild sidder angers orme i,

fuldt han nemmed: den, der råder ret sig selv, er ene fri.

På den vilde sværm vor mester rolig kun sit øje fæster, —

                går forbi.

Ud han drog på langvejs-færd og gransked verden vest og øster, —

ej på vildvej; altid varsomt så’ han fremad og tilbage; —

gennem ørken-sand, hvor skarpt han fanged lyd af døde røster,

op ad fjæld, hvor luften tyndes, uden rast og uden klage;

mangt klenod han med sig bar, fra solens brand og hulens skygge:

vismands-stene, smælted ud af torvets larm og sangens brus,

dyrets brøl og dødning-knogler, stjærners gang og jordens grus, —

til han hjemme kunde bygge, hvælvet over syld-sten trygge,

                højt sit hus:

Tankens borg, på marken tjældet, hvor de karske vinde drager,

årle grundet, sindig bygget, ærligt arbejd, stort at skue,

lagt med lys fra mange sider, syn til hav og by og ager,

højsals-rum i klare linjer, ædel mur og kraftig bue.

Når en fløj var fuldbragt, mester trøstig til den næste higer;

værk på værk sig talrig rejste; ånden i dem var dog én:

altets samklang tusindtunget lød, hvor sten sig bandt til sten;

intet led i værket sviger, uden flitter borgen stiger

                rank og ren.

Slægt har fulgt på slægt og fundet styrke her i disse haller,

klare øjne, fred i sind og råd for livet. Tit i døgnet

ranker én sin ryg: han kender, hvor hans gamle fører kalder,

gennem støvet har sin ungdoms faste tanke-tårn han øjnet.

Dækker nattens klamme tåge vang og by, han bag det finder

værn mod kryb og vætters listen, mørkeynglens glam og fnys;

lad de dunkle skove kogle, lad end isne søens gys,

ingen frygt hans hjærte binder; mulmet brydes, rolig skinner

                borgens lys.

Mer end værket vejer manden. Nu i solfaldtidens rødme

kvik han sidder, hæderkranset, kundskabsrig, en øvet kæmpe,

vennesæl og klog og munter, med et modent æbles sødme,

rundet til i frodig væxt, i årets gode tid, med læmpe.

Mand han var, fik altså kvide; aldrig dog han derom’ kærer.

Nok med grund. Hans lod blev lykke. Livet gennem fór han vel.

Vandt han godt, han volded andre gengæld rigt. Derfor med skel

få for mange frem vi bærer takken til vor ven og lærer, —

                hil og held!

                                  Som skyer farer

                                  i stormdrift-skarer

                                  og føje varer,

                                  er livets gang;

                                  dog den, hvis mæle

                                  i tusind sjæle

                                  har magt at dvæle,

                                  hans dag er lang.

                                  På sangens vinge

                                  vor lov vi bringe,

                                  lad højt den klinge

                                  af ærligt bryst:

                                  for kundskab vundet,

                                  for godhed fundet,

                                  for visdom rundet

                                  af dådfuld dyst.

                                  Vor mester kære

                                  han længe bære

                                  med ry og ære

                                  de hvide hår!

                                  Hans dage rinde

                                  for milde vinde,

                                  hans vinter finde

                                  en nyfødt vår!