Moderen
April 1919
April 1919
Den gamle moder sidder
som før så mangen gang
og stirrer gennem ruden
over den øde vang;
hun hører svalens kvidder
og æblets fald i høst
og vinter-vindens tuden,
men ikke sønnernes røst.
Hun véd, de stedes ilde
i fremmed herres vold,
der lægger dem lås for munden,
hovmodig, hård og kold.
Og hjærtets hede kilde
svulmer af savn og vé:
vår efter vår er svunden;
vil aldrig hun fri dem se?
De drives afsted at døde
hvem gærne de undte godt;
for ham må de stride og lide,
hvis jærnhæl har dem trådt;
hun véd, de må døje og bløde
med lænker lagt over sår, —
og tør ej med hænder blide
lindre de pintes kår. —
Det flammer rødt i det fjærne
bagvéd den vældende røg;
men ud af den brølende vrede
en due gyldenhvid fløj:
i stormen tindrer en stjærne,
der lyder et svimlende bud:
det dages for dem dernede,
de løses af trældommen ud! —
Hun hører, de unge derinde
fylder det gamle hus;
tryg og frydefuld stiger
jubel-sangenes brus;
hun knuger, den grånede kvinde,
hænderne under sit bryst:
hun véd, hvor guderne sviger
og lokker med dårende røst.
Hun kender gengælds-loven:
du høster som du sår;
er rugen ren og fager,
der bølger om vor gård?
fortjener vel vor voven
at vinde så dyr en frugt?
dyrkede vi vor ager
med fast og ærlig tugt?
Hun tør ikke glad istemme
ungdommens lette råb;
hun lider ej på sin lykke,
har kun et bævende håb:
Men ser hun omsider herhjemme
sin længsel og sit savn,
hvor vil hun tæt dem trykke
med gråd af fryd i favn!