Himlene højnes, og nordvindens sus
har fejet de sygnende tåger af vang;
over den dunkle favnende bue
breder sig nattens tindrende hær;
dæmpet den synger sin lovbårne sang
og drager til højtid med tusinde blus,
faklernes blanke løftede lue
flammer med stille viftende skær.
Men ilsomt farer den store vind,
og lovens stærke bud den bær
fra verdens tind
til jordens mørke tue.
I
Granerne bøjes som svingende korn;
der rider en rytter i vindsuset frem;
aldrig et smykke tindingen pryder,
læben han lukker, øjet er hvast;
hærdebred holder han tøjlernes rem
og spænder sin langbues krummede horn;
ej om du rige gaver ham byder,
hemmes hans gangers stampende hast.
Omkring ham hvirvler de brune løv
og jamrer uden håb og rast;
det hvide støv
ad vejens stene syder.
»Sving dig i dansen, du bævende flok,
der hvislende flyr ad den gulnede eng!
Alle jeg får, nu fanger jeg eder;
dans for min gangers jernhårde fod!
Dans! når jeg griber den lydende streng,
jeg drager jer hid over sten, over stok;
lidet det båder, alt hvad I beder,
klynker og viger, strider imod:
Hvor stolt I vugged på højen kvist,
hos mulden under træets rod
I dog tilsidst
jert kolde leje reder.
Jeg er den stille bag skrigenes port;
jeg læmper jer slægtens forvirrede spind;
store jeg styrter, svage jeg hævner,
mæler det første ærlige ord;
der, hvor jeg breder mit truende skin,
den pyntede løgn ligger pjaltet og sort,
boblen, der glimred, brister; jeg jævner
hovmodets røde tårne med jord.
Når fyrstens knejsende bål er slukt,
i sjælens søvn en rædsel gror:
hvor ringe frugt
min dyre sommer lævner!
Hvor er din vælde, du drot for min fod,
der satte for loven din stædige lyst?
Krummede rygges ydmyge rækker
bar dine vrange bud over stad;
sikkert du drømte, der flød i dit bryst
en renere saft end de meniges blod;
malmet, der klager, grufuldt dig vækker;
ve dig du faldne, krympede blad!
Din uret stirrer, dit navn er sygt;
dig følger råb af hån og had,
og støvet tykt
din trange kiste dækker.
Se, hvor du sniger dig nøgen og mat,
du rynkede rigmand, der aldrig blev mæt!
Kun for det blanke guld at fornemme
ønsked din hu sig stjernerne nær.
Grådig du samled, til hånden blev træt
og ryggen blev tung af din unydte skat.
»Dåre!« da lød min lønlige stemme,
»kast dog den stodderpose, du bær!«
I får en ædelsten med på vej;
kun når den slibes, har den værd;
du sleb den ej,
gav den kun gyldent gemme.
Flyver du tryg mod den lysende sky
for lovsangens medbør, du fejrede klerk?
Visdommens kilde, skønhedens mester,
billed af marmor, flammende bavn!
Visselig krydred du fiffig dit værk,
og vennerne bar over lande dit ry;
dog, når mit blik på bogen jeg fæster,
smulrer som ler dit klingende navn.
Kun ormen borer sit skarpe hul;
men ingen mer i lyst og savn
de slukte kul
bag tidens mørke gæster.
Hver ting, der fødes, jeg leder til fald,
og rigerne søndres og guder forgår, —
hæslige masker, sorgløse pander,
åsyn med smerte-furede drag.
Roser jeg fælder og guldgule hår,
den broddede nælde, den brunede skal,
alle, hvem livet famlende danner,
krøblede viljer, lammede vrag.
Hver vove runden af tidens væld,
hvor kæk den bruste frem ved dag,
engang mod kvæld
hos mig den mødig lander.«
II
Ind over landet melodisk i takt
på tæmmede heste til fløjternes lyd
bærer et tog ad højenes bølger
viede kærters løftede spær;
rolige åsyn og rene af fryd;
og ej er de mange, men ingen forsagt
vender sit blik, om skyggerne dølger
bag dem et listig stingende sværd.
Men stundum ud af det mørke land
et enkelt blus dem rider nær,
og tyst en mand
den hvide skare følger.
»Nattågens guder og trolde må fly,
når lyset er vakt. Den forvildende drik,
sjælen af angstens snærende ranke,
vejløs i mørke, krysted og nød,
spildes, når ildtungens prøvende stik
har ramt den. Se frem og lad fare at ty
— rædde som børn — når hjærterne banke,
ydmygt i skjul i skyggernes skød.
Læg stål i viljen, lad op dit syn!
Og trøstig ser mod liv og død
med rynket bryn
den lyse, stærke tanke.
Selv må du råde dit liv. Vi har lagt
dig roret i hænde. Og véd du, hvad frugt
vinker, når ej du fangen vil bære
lænker og ikke ledes i bånd?
Lov til at øve den strængeste tugt
og stå mod dig selv og mod verden på vagt,
aldrig at døse, altid at lære,
højne din tanke, hærde din hånd.
Du tør ej svinge på må og få
for lystens vind som sivets vånd;
du har at gå
den lige vej, den svære.
Te dig som mand og vær tro i dit kald.
Det haster kun lidet for den, der går ret.
Før dig i jærn, når fløjterne kalder,
bort med din ladheds dunbløde særk.
Pligten vil styrke som havbølgens tvæt.
Og tålmod er mægtig. De luder mod fald
borgtårne rejst’ i drøm og ved galder;
sten over sten gør bygningen stærk
som hans, der ikke sig vendte om,
men trøsted på sit gode værk,
da karlen kom
og råbte: murene falder!
Verden er syg af forfængeligt stræb.
De mange vil flyve, som næppe kan gå.
Langsomt vi når til øvede hjærner,
let nok de pynter hatten med fjer.
Falken er glemt for den skrigende på.
Der giftes et navn og et guldstukket slæb.
Heller de vælger skaller end kærner;
sjældent sig selv for flitter de ser.
Træd frem, o sjæl, imod dagens dåd,
så nøgen som du stedes her
for himlens råd
af stille klare stjærner.
Ej over måde! De trygge, der lo,
så munden blev skæmmet og sjælen blev tør,
gik inden kvæld og vred deres hænder,
svulne af gråd, med klynkende suk. —
Giv os den mand, der, når ulykkens dør
er åben og sorgen går frem af sit bo,
klar på sin lod, med lukkede tænder
byder det onde hug imod hug.
Vi gemmer smilet, der stille steg
af blanke øjnes dyre dugg
og tankens leg
imellem kære venner.
Hvad er jer løn da? En tak på vor vej
langt før end en paradisdrøm ved vor død.
Værket, der ledes trofast til ende,
lønner sig selv. — Hvad frugt har I sat?
Mulig et korn, der kan syre dit brød.
Det guld, vore kærter kan yde, vil ej
fylde din pung; det véd kun at tænde
lys over land i vinterens nat.
Og åbner mødig jeg gravens lem,
en yngre griber kærten fat
og rider frem
med lyset højt i hænde.«