Niels Møller (1859–1941)

Hjærtet må krympes, hvor hastende skarer

døver sig af lede og hidses i kiv;

bedre, hvor bøgerne tyst åbenbarer

dem, vi aldrig øjned, der døde til liv,

                dem, der os over århundreders sø

bragte de rigeste klenodier til gave:

                sanglyd og visdom, hvis levende frø

                                rejser sig grønt i vor have.

Lang er vel læren og stakket er livet,

arbejd må der øves og strængt holdes vagt;

dog, hvo der tjener for Rachel, får givet

over mer end hjorde en tryllende magt:

                han med de tegn, som de henfarne skrev,

lysende sjæle ud af mulmet lader stige;

                trællen kan gnisle, men bogmanden blev

                                herre i åndernes rige. —

Ham vil vi hilse, vor ven og vor lærer;

vidt om lande fór han, og faldt ej til ro;

skatte, som møl ej og rust ikke tærer,

år for år han drog som sin høst til sit bo;

                langt hen han spejded og hvæssed sit blik,

brød gennem tjørneris og underbare lunde,

                vejed sit bytte: i arv han jo fik

                                hu til det sande og sunde.

Ham vil vi takke, der bar os på sinde

kåret for en gransker, som véd ej af svig:

den, der til livsfyldig viden vil vinde,

redt må folde ud hver en tingenes flig;

                så af de tusind forvirrende drag

lovenes linjespind at følge han os lærte;

                kundskab han gav, men vi kendte: derbag

                                dirred et bankende hjærte.