Hans Olrik
Ved hans 25 års jubilæum
Ved hans 25 års jubilæum
som forstander for Statens Lærerhøjskole
som forstander for Statens Lærerhøjskole
den 26. Juni 1920.
den 26. Juni 1920.
I
Recitativ.
Dersom huset, der samler os hist, havde øre
og det lytted tilbage, — hvor vilde det høre,
mens sig dagene hobed til år, en musik
af vrimlende fodtrin, der kom og der gik
med genlyd fra sindenes lønlige tunge:
der var dem, som løb dansende, lette og unge,
de stormed mod lærdom med lyst som i leg;
og fødder, som vægtige trådte i vej:
det gjaldt jo at arbejde tidlig og silde
og ikke en eneste høstdag spilde; —
der var nølende trin, som urolig bar bud
om vildråde hjærter, der famled sig ud
fra skygger til klaring … Og somme der træder
med frejdige kræfter til såmandens glæder,
og nogle, hvis fjed i de svindende år
med mattere lyd op ad trapperne går,
til de tier … Men gennem og over dem alle
stadig der høres et fodtrin falde
med virksom styrke, men helt uden hast,
sindig og vågent, rolig og fast;
sin takt og sin fart det de andre giver
som hjulet, der værket aver og driver,
og de mylrende røster det ordned og bandt
til fuldtonig sang som en dyb dominant.
Hvis huset — det hændes nok huse — fik mæle,
og det taled som tolk for de mange sjæle
— hvis virken det så’ i den henrundne tid,
hvor de voxede frodig med gammen og flid
under lykkeligt styre og kendte sig hjemme —
det løfted (langt bedre end jeg kan) sin stemme
og hilsed og hylded med gylden mund
vor ven og vor leder i denne stund,
hilsed ham på hans højtids-dag
og hylded ham — ja, for sin egen sag:
Af et vantrevent ris har han gjort et træ,
hvor store skarer har fundet læ;
han hegned det varsomt mod storm og slud,
så det folded i solen sit løvværk ud;
mild og myndig, med læmpe og tugt
han lod det trives med saftfuld frugt.
Og gid han længe i blade-bruset
må høre sin lov, — så siger huset.
Men jeg, for min part, i jævnere sprog
vil prise den kunst, hvormed han klog,
smidig, tålmodig, heldig og længe
har spillet på tre balstyrige strænge:
Først: om vort herskab, på holmen, De véd,
en Proteus, der gærne er karrig og vred,
han ævned at slynge en sindrig knude:
når han lagde til med sin kære skude,
det lykkedes ham ved tryllende ord
at læmpe os mangen god ladning ombord.
Secundo: — (ifald jeg en kende må skumle) —
det siges: af folk, som er fæle at tumle,
er ingen på jorden så slem som en præst,
men efter ham kommer læreren næst.
Den visdom er bleven hos os til skamme,
og grunden dertil er nem at ramme:
der trives ingen ufredens ånd
under Olriks faste og lette hånd.
For, endelig, ikke os selv at glemme:
når lærerne i og for sig er slemme,
er vi vel »for al undskyldning læns«,
vi lærere her i anden potens!
Men hvorhen forvilder min tunge sin gang!
Lad talen tie, stem op til sang
II
Mel.: Hr. Peder kasted runer over spange.
Lad lyde sang, og lad vor vise bære
vor gode unge skole lov og ære!
Her har vi haft en gærning,
som gjorde hjærtet glad,
når om os lærelystne hold
med vågne øjne sad;
dagens støv strøg vi af vor pande,
når vi langt over videns vande
fór i flok.
I denne syssel var der godt at bygge;
vor dont var hegnet af en rolig hygge;
thi over os en styrer
vi mærked kyndig stå,
hvis hu var vendt mod høje mål
og røgted fuldt de små;
skolens skib over bølger runde
førtes trygt af hans tankes sunde
stille magt.
For hvad Hans Olrik virked dybt og længe
til gavn for mænd og børn i Danmarks vænge,
for hvad vi alle skylder
hans styre og hans værd,
vi bringer ham vor bedste tak
og lykke til hans færd:
gid endnu mange år til ende
skolens lys i hans hånd må brænde,
ham ske held!