Jeg slap mit Ror.
Nu rinder Baaden ad de runde Strømme
i glasklart Spor.
Fuldmaanen sænker sine sølvgraa Drømme,
og hist bag Skovens nattesvøbte Sømme
Søvnblomsten gror.
Du og jeg selv
er tvende Skyggers Spil i Spejlet nede
af Himlens Hvælv.
Jeg drog din lille Fod af Skoens Skede
og lod den lytte til mit Hjertes hede
hastige Skælv.
Alting er glemt.
Vi driver langsomt ned ad Floden Lethe,
hvor ubestemt
vi skimter Kysterne, de aldrig sete,
og ser Miraklerne, der aldrig skete,
af Dagen skræmt.
O Himmelklang
af Evighed, der vore Sind befrier!
Fra Dybets Tang
oprisler Havets Harpemelodier.
Mit eget Hjerte i dit Hjerte tier
i samme Sang.
Din lille Mund
er lukket over dine Længslers Lande,
og uden Bund
dit Øjes dunkle, morildshvide Vande:
Dit Blik er Havet, hvor min Sjæl vil strande
i Dødens Stund.
O gled vi bort
mod Stillehavets Palme-Paradiser,
hvor altfor kort
Atlantis-Riget, som vi snart forliser,
i Maanens Kogleglans sig for os viser:
Se, det er vort!