— — — —
Du ønsker Besked om min Fortid, Nutid og Fremtid. Angaaende den sidste skal jeg meddele dig alt, hvad jeg selv ved, nemlig at jeg engang skal dø. Min momentane Tilstand har jeg vistnok let skitseret for dig paa mit Kort forleden Dag. Tilbage staar min Fortid eller det sidste Kapitel af den, det daarligste af dem alle, egentlig ikke værdt at dvæle ved, — men siden du ønsker det, tag og læs.
Du husker sikkert min barokke Løgn om min Rejse til Kina, den jeg fandt en pervers Fornøjelse i at udsprede hin berømmelige Nat i det ny Studenterhus, — Natten efter at den endelige Bestemmelse var tagen, om at jeg skulde begive mig til Kerteminde og derfra efter Sommerferien til Skaarup, — d. v. s. opgive mine litterære Planer og dermed ethvert Haab og Maal for mit Liv. En Orm, der længe i ensomme Øjeblikke havde puslet ved min Selvtillids Rødder, havde endelig faaet dem bidt over. Jeg var mig min Handling fuldt bevidst. Og jeg dansede og spøgte og drak, — mest drak, — og en anden Nat rejste jeg saa min Vej.
Af en ”Vandring i Jammerdalen“ at være var den første Tid ikke saa ilde endda. Tværtimod, jeg regner disse Maaneder i Kerteminde til mine lykkeligste Perioder. Efter det enerverende Ophold i København befandt jeg mig ualmindeligt vel i mit rolige Hjem; jeg havde en Gerning, som mange Børns smilende Ansigter gjorde mig kær, og for den forestaaende Misére lukkede jeg Øjnene. I Ferien gjorde jeg en Rejse til Jylland — Grinderslev Kloster, Lemvig —; dér saa vel som i Kerteminde nød jeg fortræffelige Kvinders Selskab. Til jeg en Dag satte mig i et Tog og kørte ad Helvede — nej, ad Skaarup til.
Nyhedens Interesse bærer jo altid oppe en Tid. Der var en Foredragsforening, hvis Sjæl jeg blev, og et Vittighedsblad, hvis bedste Stykker jeg skrev: Klude til at dække min Nøgenhed ; men Nøgenheden var der, og jeg var ikke blind derfor. Saa svansede en Dag et stort, blondt Hundyr ind i min Tilværelse, gjorde mig gal efter sig, holdt mig et Par Maaneder som en Spurv i sin Klo — og slap mig, hvilket næst efter at holde mig fast var det værste, hun kunde gøre. Fra nu af var Depressionen total. Misforstaa mig ikke; jeg gik ikke og græmmede mig over Pigebarnet — den Slags Saar svier ikke længe. Nej, men mit Samliv med hende, — som undertiden kunde beløbe sig til 24 Timer i Døgnet — havde, om end paa en højst uværdig Maade, udfyldt Tomheden for mig, nu gloede Ensomhedens Djævel mig uafbrudt i Øjnene, og kun en forsvarlig Dosis Spiritus kunde genne ham væk.
En af de sidste Dage i April kom R..... til Skaarup. R...... er 28 Aar, lille fast Karl, med livlige, nervøse Træk, udfordrende Mund, sort Overskæg og Krese af mørkt Haar omkring en koket lille Maane. R...... er Præstesøn, cand. phil., Forfatter til ufuldendte Skuespil og Romaner, har afbrudt sine Studeringer, gaaet paa Græs, forsøgt sig som Lærer, gjort sig umulig, havnede omsider i Skaarup. R...... er saaledes ikke uden Berøringspunkter med en af dine bekendte men udmærker sig frem for denne ved at hedde Jochum samt være Stifter af en ny Religion, — med Socialisme og Sjælevandring —, som han dog vistnok ikke selv bekender sig til, langt mindre nogen anden. R....... er endelig en overmaade tørstig Sjæl, og saaledes forelaa alle Betingelser for en Samvirken. Vi førte et Svireliv, som ikke alene fik hvert Haar i Skaarup til at rejse sig, men endog vakte Opmærksomhed i Svendborg. I de Fritimer, som det levnede mig, gik jeg op til Skolelærereksamens 1ste Del, som jeg klarede rigtig nydeligt, Gud maa vide hvordan. Endelig Dagen før Sommerferien, fik vi begge det længe ventede Rejsepas, og Skaarup aandede atter frit. Efter en noget mellemfornøjet Sommerferie overtog jeg den Plads, som jeg nu beklæder, samtidig med at jeg paa egen Haand læser til Skoleeksamens 2den Del.
Og nu, — hvad skal jeg sige? — begynder jeg at føle mig som et Menneske igen. Læg ikke for meget ind i dette Udtryk. Jeg mener en Mellemting mellem en Gud og en Lus, — et Væsen, hvorved der er en hel Del Vrøvl, og som er sig det fuldt bevidst, — men som ikke opfatter hver Dags Frembrudsom en infam Fornærmelse, kan være glad i Solskin og i Harmoni med sig selv engang imellem, — som kan ræsonnere fornuftigt, udtrykke sig selvstændigt og føle Tilfredsstillelse derved, — som for Øjeblikket er Huslærer hos Dr. Nielsen i Mern, men ikke mangler Mulighed for med Tiden at blive noget mere lige saa lidt som for at blive til ingenting. En taalelig fornøjet Skeptiker — ikke længere en syg Hund som i Skaarup.
Dette Menneskebarn sender dig herved sin bedste Hilsen og længes efter at høre fra Dig.
V. H. Din hengivne
Johannes Meier