— — —
Jeg fik dit sidste Brev ved Begyndelsen af min Sommerferie; og nu er Sommeren ledet, Blæsten rusker i Klosterhavens gamle Lindetræer og fortæller, at Efteraaret begynder. Og med Efteraaret begynder Hjemveen... efter København — efter Gaderne og Stræderne og Brostenene og Caféerne og Sporvognene og Menneskesværmen og Kulrøgen og Aviserne og Samfundet og jer allesammen.
Nu sidder du, omgiven af værdifulde Værker i prægtige Bind og med et Glas god Vin ved Siden, ved dit kunstnerisk overfyldte Skrivebord og nedkradser sære Tegninger, fulde af Fantasi og Lune. Og N. N. vanker rundt i Gaderne, en romantisk Ridder med flagrende Kappe og gyseligt medtagen Bulehat, med Stumpnæsen kækt i Vejret og Hjernen fuld af geniale Planer og Hjertet glødende for en eller anden Dame. Og der er mange, mange flere....... Og derinde gik jeg selv sidste Vinter — trykket af Kærestesorger, Pengesorger, Helbredssorger — det er sandt — men alligevel — — —
Nu driver jeg rundt i Klosterhaven og sanker Æbler og yndelige Pærer, hvormed jeg ødelægger en fjortenaarig Skønjomfrus Mave og skaffer mig selv et Smil fra hendes guddommelige Læber, — dem jeg om Formiddagen øver i at udtale engelske og franske Ord. Eller jeg sidder i Ro paa mit Værelse og skriver paa min Roman, det Satans Skidt!
— — — — — — — — — —