Jeg saa Stormandarinen Lo-Wang-Li’s første Hustru komme forbi; hun red langs Søen i Alléen, hvor Maanen hvidner Piletræsbladene.
Undervejs lod hun nogle Jadeperler falde fra sin Hals; en Mand, som var tilstede, samlede dem op og løb henrykt bort.
Men jeg, jeg tog ikke Perlerne op, fordi jeg kun stirrede paa den unge Kvindes smukke Ansigt, der var hvidere end Maanen paa Piletræsbladene, og jeg fjærnede mig grædende.
