Jeg sætter mig paa Vejkanten paa et omstyrtet Træ, og jeg ser ud ad Vejen, som vedbliver at forlænge sig henimod Tchi-Li.
I Morges straalede den blaa Atlask i mine Sko som Staal, og man kunde følge de sorte Broderiers Tegning.
Nu er mine Sko dækkede af Vejstøv.
Den Gang, jeg rejste, lo Solen paa Himlen, Sommerfuglene flagrede omkring mig, og jeg talte de hvide Gaaesurter, der var strøede over Græsset som Haandfulde af Perler.
Nu er det Aften, og der er ikke flere Gaaseurter.
Svalerne stryge skyndsomt og lavt forbi, Ravnene skrige paa hverandre for at gaa til Ro, og jeg ser Arbejderne med deres Maatte rullet om Hovedet skynde sig til de nære Landsbyer.
Men jeg har endnu en lang Vej at vandre.
Førend jeg kommer til Tchi-Li vil jeg skrive et Digt, et Digt, sorgmodigt som min ensomme Sjæl.
Og med en vanskelig Rhytme, med en meget vanskelig Rhytme, for at Vejen herfra til Tchi-Li kan synes mig altfor kort.
