Jeg mig foresætter, i
Kjeld’ren døe med Ære;
Glasset ved det sidste Gisp
maa paa Læben være,
at naar Engleskarer see
det, naar de spadsere,
sige: denne Drikkebro’er
Himlen Trøst beskjære!
Af en Sopken tændes an
Lygten i vor Hjerne;
Sjælen flyver, døbt i Viin,
op til høien Stjerne.
Jeg hos Spendrup dog en Snaps
drikker mere gjerne,
end den Viin, som Vandet har
skilt ved Liv og Kjerne.
Slige Vers jeg stedse gjør,
som den Viin, jeg drikker;
intet kan jeg skrive før
Foden i mig stikker;
hvad jeg sulten malede,
læses kun for Prikker:
alle Skjalde, er jeg fuld,
jeg med Riim udstikker.
Hver en Sjel af Mo’er Natur
fik sin egen Gave:
hungrig aldrig kunde jeg
Ord med Pennen lave;
har jeg fastet, kan en Pog
mig til Bedste have:
Sult og Tørst, som Pokker selv,
hader denne Mave.
Spaadomsaanden ej til mig
kommer, skjøndt jeg beder,
førend Vommen bleven er
mæt, at Panden foeder
Kun naar Bacchus Hjernens Slot
med sin Vælde freder,
farer Phoebus i mig, og
høie Sange qvæder.
Finn Magnusen.