Finnur Magnússon (1781–1847)

End fra lyse Evigheders Egne,

Ned i Tidens Hav en Draabe randt,

End et Aar for Broder maatte segne,

Dybt i Fortids Afgrund hen det svandt —

Gud! hvor hastig Tidens Strøm henrinder!

Brat som Lynet Aarets Kreds forsvinder;

Seklet selv, Uendelige Aand!

Let som Støvet vifter bort din Haand. —

Lykkens Søn! af Daarers kaade Vrimmel

Ringet om, i gyldent Slot du boer;

Du i Lysters Mudderpøl en Himmel,

Selv i Lasten Fryd at finde troer —

Taabe! Lær dog Tidens Løb at kjende,

Kun et Blik til Skjebnens Bog du vende,

Sku med Skræk paa hver dens Side staar:

„Alt i Verden, Verden selv forgaar!“

Gud! er alting Kamp og Død hernede! —

Broder stedse Broders Fald attraar;

Kronet Røver vi med Skræk see træde

Paa et Folk, som tyst i Lænker gaar —

Snart dets Maal han fyldet har med Plager, —

Vee Tyrannen! Hævnens Torden brager,

Den ham rammer — Folket troer sig fri,

Og dets Frihed vorder Despoti!

Du fra Lysets evig klare Sphærer

Egen Søn til Jorden vandre bød,

Lig et Støvets Barn, den store Lærer

Lovens Aag og Mørkets Vælde brød,

Myrdet selv for Morders Held han døde —

Favert lyste Troens Morgenrøde —

Sandheds Sol guddomlig straalte — Men

Præster voved’ at formørke den.

Hvi min Aand! i fremmed Egn du dvæler,

Svunden Jammer ikke meer beklag,

Her Tyrannen kuet Folk ej qvæler,

Her ej Tanken mørkner lumsk Bedrag;

Adelstolte Oligarker vaane

Ej om Thronen meer’, og Folket haane;

Sandheds Sønner trodsed Klerk og Ban —

Sig i Lyset glæder frelste Dan. —

Nej! ej stedse Død og Kamp vi skue

Her paa denne syndefulde Jord,

Skjøndt for tidt vor svage Aand maa grue

Gysende, for Vold og Brodermord, —

Mens i Kamp for Lasten Hære segne,

Fredens Palme groe i lyse Egne;

Selv i Skjæbnens vildest Uveir stæd

Dydens Yndling aander Lys og Fred.

Svage — frække Aand! bekjend din Brøde! —

Du i Klager torde bryde ud; —

Han, der Sønnen lod for Jorden bløde,

Han er Verdens Skaber, Fader, Gud —

Han sit Afkom ej til Døden skabte,

Evig vi ej blive skal fortabte;

Glæd dig Fromme! ti og haab og lid,

Kort er Livet, Aandens Prøvetid.

Da o nye Aar! du hilset være,

Jorden Held, som dine Brødre, bring!

Æons Søn! Naturens Gud til Ære

Vifte milde dine lyse Sving!

Smil os Fred og lær den hele Klode:

Gud er blid, og vil sin Skabnings Gode, —

Men hvis du med Blod og Skræk fremgaar,

Vær dog hilset, snart forsvundne Aar!