Finnur Magnússon (1781–1847)

Nærværende Digts Original findes i Finn Johnsens store Islandske Kirkehistorie, men dette Værk kan ikke nu faaes komplet uden enkelte Gange paa Auktioner, da næsten det hele Oplag af den 4de Deel er ulykkeligviis opbrændt; Ogsaa ere enkelte særskilte Aftryk af Digtet og de tvende tilføiede latinske Oversættelser udkomne i Aaret 1773, men de have vel neppe nogensinde været i Boghandelen. En dansk Oversættelse af dette mærkelige Qvad, har jeg derfor anseet for ønskværdig, og tillige ret passende, eftersom Originalen i Følge Digterens egne Udtryk, er affattet i det gamle Danske Sprog, som rigtig nok er meget afvigende fra det nubrugelige.

        At Forfatteren, som ingenlunde var en Dansk Mand, eller nogensinde Dansk Undersaat, har virkelig havt ret i hint Foregivende, er forlængst viist af den grundlærde Paul Vidalin i hans Afhandling om den danske Tunge (oversat paa Latin og udgivet af Erichsen bagved Gunløg Ormstungas Saga) samt for nylig af Prof. Rask i Fortalen til hans Angelsaxiske Sproglære og paa flere Steder; — Her vil jeg kun anføre at det ældste nordiske Sprog kaldes det danske i gamle Islandske Love, udgivne længe førend Landet kom under dansk Herredømme, — og at mangfoldige Runestene, adspredte overalt i Danmark og de oprindelig danske, men siden i Sverrig indlemmede Provindser, ere endnu talende og uomstødelige Beviser for den omhandlede Sætnings Rigtighed.

        Hvad Anledningen til nærværende Digt angaaer, erfares den best af Digterens Levnetsbeskrivelse, hvorover jeg følgelig her, saavidt muelig, maa give en kortfattet Oversigt. Ved at fremstille den, retter jeg mig deels (og for det meste) efter de i Finn Johnsens ommeldte vidtløftige Værk indeholdte men adspredte Efterretninger, dels efter forskjellige ældre, men ikke udgivne Biographier af Islands katholske Biskopper, affattede i det Islandske Sprog.

        Om Eystein Asgrimsens Forældre, Fødested og første Ungdomsaar har jeg ikke kunnet finde nogen Underretning. Det første Bekjendtskab Historien tillader os at gjøre med vor Digter, viser os ham fra en høist ufordelagtig Side. Vi see nemlig at han (rimeligviis endnu ung) var i Aaret 1342 Munk i Thykkebaj Kloster i Skalholts Stift og den sydøstlige Deel af Island, hvor han da siges at have været en af tre Hovedmænd for de øvrige Munkes Oprør mod Abbeden, Thorlak Loptsen, da de mishandlede denne med Hug og Slag, samt forjagede ham fra Klosteret. I det paafølgende Aar 1343 visiteerte Biskop John Sigurdsen Klosteret, samt lod vor Eystein, og Oprørets øvrige Hovedmænd, der ogsaa bleve beskyldte for Løsagtighedssynder, kaste i Lænker samt førte dem bort med sig til Sønderlandet. Eystein blev dog kort efter, uvist af hvilke Grunde, igjen benaadet, og indgik paa ny som Munk i Helgafells Kloster paa Vesterlandet. I Aaret 1352 opstod der en Trætte mellem ham og Kongens Befalingsmand over Landet paa den ene, men Biskop Gyrder Iversen paa den anden Side, som dog snart bilagdes ved en Sammenkomst paa Skalholt, og forskjellige Documenter vise at Broder Eystein har i de to følgende Aar (1353 og 54) fulgt med Biskoppen paa hans Visitatser, samt staaet hos ham i høi Anseelse. I det sidstmeldte Aar reiste Eystein tog ud af Landet til Norge, og blev snart indlemmet i Klosteret Helgeseter (i det nuværende Trondhjems Stift) samt opholdt sig der til 1357 da Erkebiskop Olav (rimeligviis i Følge hans egne Indskydelser) udnævnte ham og Canonicus Ejulf Throndsen til General Kirke-Visitatorer i Island. I et Document af 1358 kalde de sig regulares sanctæ sedis, Visitatores Islandiæ. Vor Digter beskyldes for egennyttig og voldsom Opførsel i denne vigtige Function. Naar man seer hen til Broder Eysteins forrige Levnet og Uenighed med Biskop Gyrder, er det ikke at undre over, at denne Prælat var høist misfornøjet med den store og i hans Embede indgribende Myndighed, hvormed hin nu var bleven forlænet, især da Eystein ikke synes at have forvaltet den paa den bedste Maade. Det saaledes fornyede Uvenskab mellem disse tvende anseelige Geistlige, udbrød i dette samme Aar til aabenbart og heftigt Fiendskab, da Eystein digtede Nidviser om Biskoppen og vilde derefter reise til Norge, for at anklage ham. Biskop Gyrder saae sig herved nødt til at slynge Bandstraalen mod sin Fiende, og dens i hine Tider alvorlige Kraft formaaede ikke allene at hindre Eysteins forehavte Reise (da ingen vilde have Samqvem eller daglig Omgang med en Bandsat) men endog at knække hans Mod og saaledes ydmyge den ellers saa haardnakkede og stolte Mand. Det var i denne forladte og afskyede Tilstand at han digtede Lilien; den Inderlighed, som hersker i denne religieuse Sang, synes at vidne om alvorlig Ruelse og Omvendelse til et bedre og renere Levnet. Virkelig tog Biskoppen ham, — maaskee bevæget af det ypperlige Digt — ej allene igjen fuldkommen til Naade, men overdrog ham endog i det følgende Aar (1359) formedelst sin egen Afreise fra Landet, Officialatet over dets vestre Deel. I Aaret 1360 afreiste Eystein paa ny til Norge, men fik en saare lang og besværlig Reise, der endtes med et Skibbrud ved Helgeland, hvorfra han neppe slap med Livet, men tabte sin hele Formue. Han døde i Norge nogle sige Aar 1363 i Trondhjem, andre derimod 1366 i Helgeseters Kloster. Hvor gammel han virkelig blev, finder jeg ingensteds antegnet.

        De væsentligste Omstændigheder af denne ellers saare ufuldkommen bekjendte Biographie, vidne noksom om vor Forfatters urolige og ærgjerrige Sind, men tillige om de udmærkede Aandsgaver og Leveklogskab, hvormed han saa ofte vidste at snoe sig ud af de vanskeligste Omstændigheder. Om hans digteriske Genie er Lilien det eneste authentiske Vidne; — den røber en øvet Sanger, saa at vi ingenlunde kunne tvivle om at hans poetiske Frembringelser have været mange og mangfoldige, men Tidens altfortærende Tand, som især har viist sine ødelæggende Virkninger mod islandske Digte fra det 14de Aarhundrede, har ikke levnet os flere af hans Arbeider. Mulig ere de med mange andre herlige Mindesmærker af den oldnordiske Literatur, opbrændte eller sønderrevne i den værre end vandalisk Forfølgelse, som vederfores gamle Skrifter af Reformatorernes, ofte altfor fanatiske og uvidende, Haandlangere i det 16de Aarhundrede, især i Trondhjem og paa Helgeøen, hvor man helst maatte vente at vor Digters Værker vare blevne opbevarede.

        Af dem var Lilien ellers i Oldtiden det mest anseete og berømte. Ved mundtlig Overlevering lærtes den af Almuen i Island, og man var saa overbeviist om dets Fortræffelighed, at det blev til etslags Religionspligt for dannede Mennesker, at recitere den daglig, eller i det mindste ugentligen. Saaledes kom den i Island virkelig til at ansees som en symbolisk Bog eller almindelig Troesbekjendelse. Heraf opstod da det Ordsprog som endnu i Dag er gjængse der i Landet Öll skáld vildi Liliu qvedit hafa ɔ: Alle Skalde ønske at de havde digtet Lilien. Denne saastore og almindelige Højagtelse, som dette Digt opnaaede, har uden Tvivl reddet det fra den Ødelæggelse som ellers har rammet de samtidige Digterværker.

        Endnu er Lilien meget bekjendt i Island, men mest i en reformeret Skikkelse. — Efter Reformationen er den nemlig bleven omarbeidet, til Brug for evangeliske Kristne, af den berømte Arngrim Jonsen, og saaledes trykt i den aandelige Visebog som udkom paa Holum 1617 og oplagt paa ny sammesteds 1743. Forandringerne ere, med Hensyn til Poesien, langt fra ikke heldige og paa nogle Steder endda, hvad Meningen angaar, ubegrundede. De vigtigste af dem vedkomme Originalens Paakaldelser og Lovprisninger til Maria, som i det hele anvendes paa Christus. — Derimod ere andre Steder aldeles ikke forandrede, hvorom man dog, efter de fulgte Grundsætninger, maatte formode det: f. Ex. den manichæiske Sætning i den 7de Strophe, Ønsket om den sidste Salvelse (en katholsk Ceremonie) i den 83de Strophe o. s. v. Desuden er denne Omarbeidelse, i det mindste i den anden Udgave, vanziret af en Mængde Trykfeil, hvorved Meningen endog, paa visse Steder, fordrejes paa den uforsvarligste Maade. Derimod er den forommeldte Kjøbenhavnske Udgave af Texten, besørget ved Biskop Hans Finsen, nøjagtig og korrekt.

        Endnu har man i Island adskillige Folkesagn om Liliens Forfatter og Anledningen til dette Digt. Følgende mindes jeg saaledes at have hørt i min Barndom. Biskop Gyrder havde (ligesom John Egilsen, en Skribent fra det 16de Aarhundrede ogsaa beretter) ladet Broder Eystein kaste i et dybt og mørkt underjordisk Fængsel. Ved at synge Lilien banede han sig Vei gjennem Jorden og Fængslets Mure op til Dagens Lys, saaledes at han ved hver Strophe forhøjedes om et Trappetrin. Da han mærkede denne magiske Virkning af sin Digterkunst, blev han stolt (omtrent som Horaz da han sang sit bekjendte

og bragtes derved til at bryde ud i følgende Ord:

Men her skulde det da have gaaet Digteren, som han selv siger paa et andet Sted:

thi derved styrtedes han paa ny ned til sit første Leje i Dybet. Han indsae strax Aarsagen hertil og stemte Tonen paa Øieblikket langt lavere, ved den følgende Halvdeel af den samme Strophe:

Denne Erkjendelse af den begangne Synd, hvorved Gud allene gaves Æren for den udvirkede Frelse, udslettede Brøden — og de øvrige Stropher af den hellige Sang havde den samme heldige Virkning som de første. Relata refero.

        Hvad Digtets væsentlige Indhold angaaer maa det interessere alle Kristne. Efter at Digteren har paakaldet Gud og den hellige Moder isteden for Brage og Idunna eller Apoll og hans Muser, erkjender han den fuldkomne Pligt, som forbinder ham til at lovsynge sin alvældige Konge, i det samme danske Sprog hvori Fortidens Skalde pleiede at prise deres jordiske Fyrster. Nu besynges Universet og Englenes Skabelse, Hoved-Engelens Oprør og Fald, vor Verdens og Menneskets Tilblivelse; Syndefaldet; Jordens og Menneskeslægtens deraf flydende Forbandelse og Elendighed; Guds Beslutning om Forsoningen; Gabriels Budskab til Maria; Christi Kjødspaatagelse, Fødsel, Omskjærelse og Daab; Satans Bestræbelser og lumske Anslag over disse Begivenheder, som bebudede hans egen Undergang, uagtet han ikke indsaae den rette Aarsag dertil. Han frister Christus men falder selv i sin egen Snare. Christi frelsende Lære og Mirakler nedbryde daglig Satans Rige; — han beslutter Christi Død, og formaaer Forræderen Judas til at sælge ham til de blodtørstige Jøder. Frelserens og hans Moders Lidelser beskrives. Christi Død og hans derved vundne Seier over Djævelen. Helvedes Porte sprænges, Adam og hans Børn udfries af dets Fængsler. Christi Opstandelse og Himmelfart. Den hellige Aands Udsendelse. Den yderste Dom og Verdens Undergang. De Fordømtes og de Saliges Tilstand i Evigheden. Efter at Digteren saaledes har fremsat den kristelige Religions Hovedlærdomme, gaaer han over til Betragtningen af sin egen ulykkelige Tilstand, da han endnu svæver mellem Frygt og Haab, mellem evig Fordømmelse eller Salighed. Han bekjender sine mangfoldige begangne Synder og yttrer sin alvorlige Anger og Ruelse derover, samt anraaber Gud og Christus om Tilgivelse og Redning, men Maria især om hendes virksomme Mægling og Forbøn, hvortil Digteren søger at formaae hende med de meest udsøgte Hæderstitler og Lovprisninger. Digtet endes med at gjentage den første skjønne Strophe til den almægtige, allestedsnærværende og evige Guddoms Priis.

        Jeg hverken behøver eller formaaer tilfulde at udvikle dette Digts Vigtighed for den dogmatiske Deel af Middelalderens Kirkehistorie. Jeg lægger her kun Mærke til de ellers vistnok, i det kristne Norden, saare sjældne Spor af Manichæisme eller Gnosticisme, som forekomme i den 9de Strophe, hvor den faldne Hoved-Engel siges at være, førend vor Verden blev til, nedstyrtet fra Himmelen til sin blinde Fader, Satan, i det underste Dyb og dets evige Luer. Ellers er det forunderligt at kun saare faa af de katholske Vildfarelser, paa Marias noget overdrevne Tilbedelse nær, virkelig have indsneget sig i dette Digt; Saaledes blev det saa let for dets protestantiske Omarbeider, at give det et beqvemt og uanstødeligt Tilsnit for reformerte Kristne, og af disse kan det vel endnu, som en skjøn og af inderlig Følelse fremkaldet religieus Digtning, læses med Fornøielse og Nytte.

        Originalens Versemaal er det i Oldtiden saakaldte Drott-qvæde ɔ: Drotte- eller Fyrste-qvad, da det især anvendtes til Æresdigte for Jordens Store — men af nærværende Sang har det i nyere Tider erholdt Navnet Liliulag eller Liliens Metrum. Finn Johnsen kalder det dicolos ogdoastrophos, men det er ikke fuldkommen regelmæssigt, da det tillader en, vel ikke betydelig, men ret behagelig Afvexling. Denne Verseart er i Grunden gammelgræsk og Anacreontisk. De antispastiske og bacchiske Metra ere blotte Variationer af den. Siden brugtes den og af Latinerne. Et metrisk Stridsskrift mod Donatisterne af den hellige Augustinus (i det 4de Aarhundrede) er affattet i det, og Forfatteren siger deri at han har skrevet det i Almuens Stil og Maneer. Dette til en Prøve:

        Inddelingen i Stropher synes virkelig at være iagttaget i dette Digt. Efter Jones’s Commentarii poeseos Asiaticæ bruges dette Metrum af persiske Digtere. Rimeligviis findes det og i indiske Sange da disses Versemaal overhoved især ligne de oldnordiske og græske. Min Oversættelse af Lilien binder sig ikke til noget vist Versemaal; paa mange Steder nærmer det sig til Originalens, men tillader sig større Forandringer, og kan i visse Maader sammenlignes med det som hersker i de pindariske Hymner, hvorved bestandigt Hensyn dog er taget til det Ny-Danske Tungemaals særegne Natur og Tonefald.