Finnur Magnússon (1781–1847)

I talrigt Lag her Fader Evan smiler,

hans Datter Glæde favnes her.

For Begges Blik paa Flugt hver Kummer iler,

hver Sjel er blid, hvert Aasyn leer.

:|: Os varmer den Faders usynlige Ild,

rødmende Datter os kysser saa mild. :|:

I speilklart Glas den favre Drue blinker,

som Solens os dens Glands er kjer;

i Straaler klædt til Nydelse den vinker,

og Mørket svinder fjern og nær.

:|: Naar Lyset saa hersker i Sal og i Sjel,

glemmes hver Sorrig _ det gaaer os saa vel. :|:

Skjøndt Bacchus før blandt skummende Pokaler

tit frydløs Thyrsus vranten svang,

her muntret Sind om Vennebord han maler

i gyldne Lyd af Glædens Sang.

:|: O Viingud! din Gave, Forenedes Fryd,

hædre de løftede Bægeres Lyd! :|: