Kom, lad os hvile paa Bænken, Veninde,
husk, vi er ene og sammen vi to.
Stille er Vover og stille er Vinde,
ogsaa for os er der Tryghed og Ro.
Bag os den slumrer, den støjende By,
Skæret af Gasblus derinde mod Sky
maler sit taagede Røde.
Her er vi sikre, her er vi fri,
Aftenens dæmpede Fredsmelodi
svæver os sagte i Møde.
Gangstien knitrer ej mer med sit Grus,
døde er Daglivets Toner.
Ude paa Værftet kun Lys i et Hus
og det blinkende Fyr paa Trekroner.
Trist over Byen, dens Sorg og dens Jubel,
løfter en Kirke sin graasorte Kuppel;
snart bygger Maanen sin Bro
ud over Rheden, der nu er i Skygge —
saa kommer Natten med Stilhed og Hygge,
Hygge for Ensomhed, Hygge for to.
To, som sidder paa Bænken fortrolig
med Blikkene vendt mod det ilende Vand,
med Arm i Arm og med Tanker, som rolig
siger hinanden det bedste, de kan,
mens Bølgerne sagtelig skvulper mod Sten,
og en Nattergal fra en løvhængt Gren
synger sin Elskov til hende,
og fra Kastelsvoldens Buskehang
lyder en smægtende Valdhornsklang,
der vækker hvert slumrende Minde.
Og ude i Sundet glider der tyst
en Damper frem. Det skinner saa lyst
ud fra Kahyttens Ruder.
Og Øjet følger den Vej, den drog,
med Skum om Bougen, om Skruen Kog,
som om den bar i sit Jætteskrog
vor Fremtids fri Argonauter-Tog
og alle Fremtidens Guder.