Du kom ej som Fredens Due
med Oljebladet i Munden.
En Glød du pusted til Lue,
som ulmede dorsk i Grunden.
Du vakte mig ud af golde
Tanker paa egen Vaande
og lærte paany mig at holde
min Ungdoms Kamplyst i Aande.
Dine Tankers famlende Række
var min første, tvivlfyldte Stræben;
og dine Udfald de kække
fløj én Gang mig selv fra Læben.
Jeg kender din Latters Trodsen,
dens kaade, æggende Pukken
paa Lunets Ret over Tossen
og Menneskets over Dukken. —
Og har du ej Magt at bøde,
hvor Livet slog mig sin Vunde,
saa vækker du fra de døde
mit Had det ærlige, sunde.
Mit Had til de klamme Hænder,
de koldt beregnende Sjæle,
der aldrig til Ungdom kender
og kun for dens Fejl fik Mæle,
Mit Had til Spidsborgerklikken,
som vi har beholdt tilbage:
Vagtparademusiken
fra Oldefædrenes Dage.