Uhret har vist forlængst, det er sent.
I Huset er alting stille.
Værtinden snorker — hun sover for to.
Selv vaager jeg ene og fandt ej Ro
i Søvnen, selv om jeg vilde.
Min Lampe er tændt, den kaster sit Lys
over den lave Stue.
Ved Skrivebordet venter min Plads,
Cigarer har jeg og Vin og Glas
og i Ovnen en munter Lue.
Men jeg faar ej Stunder at sætte mig ned
og tage fat, hvor jeg standsed.
Rastløs gaar jeg tilbage og frem
og maaler i Alen mit fattige Hjem,
som om intet andet jeg sansed.
Jeg standser og ser paa det sidste Blad,
som jeg slap til at faa beskrevet.
Hvor matte Tanker! hvor vege Ord!
Før jeg ser til, er igen paa mit Bord
Papiret i Stykker revet.
Og rastløs begynder jeg saa paany
paa den samme, flakkende Vandring.
I Stuen er hedt, i mit Blod er der Brand,
min Hjærne svimmel, ør min Forstand —
jeg trænger til Luft, til Forandring.
Saa lukker jeg sagte Vinduet op
og læner mig over Karmen.
Jeg køler min Pande mod Rudens Is,
mens der strømmer om mig en fugtig Dis —
min Aande og Kakkelovnsvarmen.
Og jeg ser til Højre og Venstre saa langt
nedover den stille Gade,
hvor hver Skygge tegnes skarpt som med Pren
i Maanens Lys over Gadens Sten —
en rislende Lyskaskade.
Genbohuset staar slukt og lukt
med en Mine, som var det fortørnet.
Langs Fortouget ikke en levende Sjæl.
Fjærnt kun en Lyd af en jærnslaaet Hæl
— Betjenten henne paa Hjørnet.
Maanelyset risler sin Strøm
saa hvid og kold som Emalje.
Op af det hvide løfter sig sort
den slukte Gaslygte foran min Port
som en ledig, ventende Galge.
* * *
Og havde jeg Magten, saa klynged jeg op
de Tanker, der stjal min Hvile.
Tanker, som kom, og Tanker, som jog,
Tanker, som tager mig med paa Tog
paa Langfart de mange Mile.
— De vage Længsler, som lokker ud
fra den stille Færd paa det jævne —
ud til det store, skinnende Liv,
bort fra Hjemmet og bort fra Viv
til Dagens støjende Stævne.
— De stolte Drømme om Herrefærd
ad Tankernes Adels-Veje,
om Magt og Storhed, om Glans og Daad,
hvortil der aldrig blev Plads og Raad
i en Daglejers fattige Eje.
— De gamle Minder fra lystigt Liv
med røde, blussende Kinder —
Kortslag i Bordet og Bægerklang,
Rus og Kyssen og Spil og Sang
og kaade, leende Kvinder.
— De unge Drifter til kampfuld Færd,
der aldrig lader sig tøjre,
til frejdigt Stormløb paa Ærens Dag
i sluttet Geled under Friheds Flag
med Front mod Venstre og Højre! —
Jeg troede dem døde, de Tanker, længst,
som jeg i Galgen gad klynge.
Men de er vaagne, mens jeg er træt,
og de bølger om mig med mit Aandedræt,
og Blodet hører jeg synge.
De trænger sig til mig i Stuen ind,
de kan ikke stænges ude,
selv om jeg tænkte at liste mig bort
og gaa paa en fredelig, snild Akkord
og sidde lunt bag min Rude. —
Saa lukker jeg Vinduet efter et Blik
ned ad den stille Gade,
hvor Betjenten trasker med jærnslaaet Hæl
— ellers ikke en levende Sjæl
under Maanelysets Kaskade.
Uhret mig viser, det gaar imod Dag.
I Huset er al Ting stille.
Værtinden snorker, hun sover for to.
Ene vaager jeg, finder ej Ro
i Søvnen, selv om jeg vilde.