Der er tusinde Rækker, som vælter sig frem,
en myldrende Vrimmel af Kvinder og Mænd,
de kommer fra tusinde vidtspredte Hjem
med Lansen i Hænde og Sværdet ved Lænd
under Korsets enende Mærke.
Af Oldingens Alder, af Ynglingens Aar,
af Rigmandens Højhed, af Fattigmands Kaar
maa de Rækkerne alle forstærke.
De gaar frem over Ørkenens fygende Sand
over Klippernes Stier og Bjærgenes Sne,
de slaar Bro over Flodernes ilende Vand,
de fælder hvert Træ, som ved Vejen de se,
til Lejrbaal, der blusse og brage.
Og Kors-Toget vokser med SneskredetsKraft,
de slutte sig til det med Sværd og med Skaft,
intet Blik, ingen Hilsen tilbage.
Det er ingen Korshær, som drager afsted
paa Bud af en Pave, som Korset dem gav;
det er ej Begejstringens rastløse Fjed
mod Maalet, det store, mod Frelserens Grav
og Jerusalems Tempelpaladser.
Med én glødende Tanke hos alle og én,
en Tanke, der skærper hver sløvet og sen,
én Aand i de talløse Masser.
Der er ingen vajende Banner og Tegn,
som breder sin Flig over Rækkerne hen;
der er ingen Ildtro, som sætter sit Hegn
imod Hunger og Pest og mod fjendtlige Mænd,
der er intet Feltraab i Hæren.
Der er ingen ledende Ildstøtte-Gud,
som strækker sin Haand over Skarerne ud
og har Riget og Magten og Æren.
Det er Rækker, der fylkes af tiende Savn,
af tærende Kvaler og magtløse Raab.
Der lyser for dem ingen manende Bavn,
de drager afsted uden Løsenets Haab,
og uden et flyvende Banner.
Men det Kors, som de bær’, staar paa Kappen ej blot,
men det brænder i Sjælen med Had og med Spot
og det bøjer de knejsende Pander.
Det er Tusindaars Synder, som tvang dem paa Vej,
det er Slægten, som vandrer sin Pilegrimsgang.
Mod den vinkende Frelsergrav stiler den ej,
den bringer ej Virak og messende Sang,
der er intet Haab i dens Øje.
Den bærer sit Kors til sin Straf og sin Død
igennem Getsemanes kvalfulde Nød
mod Golgatas blodstænkte Høje.
Den bærer sit Kors, og det knuger saa haardt,
og det bøjer de stridige Nakker mod Jord.
Der gives ej Magt, der kan tage det bort,
der tales ej ud det forløsende Ord,
den trøstende, salige Lære.
Den største ej evned at bære dets Vægt,
ej Kristus — men Slægten, den syndige Slægt
sit Kors til sit Dødssted skal bære.
Den skal bære sit Kors som et tyngende Aag,
der skal bøje hvert Knæled til Andagt og Bøn.
Det skal knække vor Stolthed og spotte hver Klog,
og som én Gang den fattige Tømmermandssøn
skal vi føle os ringe og svage.
Hvert et Blændværk skal briste for, hvad vi forbrød,
og Frelsen skal dø for den kvalfulde Død,
sit Kors skal hver eneste tage. —
Der er rige og fattige, store og smaa,
de følges paa Vejen til Straf og til Bod.
I hvileløst Tog imod Maalet de gaa,
om Vejen end saarer og trætter hver Fod,
og i Støvet maa segne de stærke.
Der er Kejser og Stodder, forskellig i Navn,
de samme i Sorger, i Kval og i Savn
under Korsets enende Mærke.