Ungdom, er du kommen, saa vær velkommen hid!
Er det dig, som jeg føler brænde i min Pande?
Er det dig, som har fyldt mit vintertrætte Sind
med et Pust fra dine Eventyrlande?
Nu, saa op med hvert et Vindu, lad Vaaren suse ind,
fylde min Tanke og svale min Kind.
Ja, kom til mit Hjærte, du store Helligaand,
bryd alle Savnets Lænker og Evnebristens Baand,
pust Luft, pust et Stormvejr i min Lunge.
Kom ikke som en Hvisken i Templets Virakduft,
kom som en vældig Susen i Foraarets Luft,
giv Ildord og Flammedaab min Tunge.
Ungdom, du er kommen, ja, jeg føler, det er Vaar,
Snart sig ud vil folde de unge, friske Blade
for hvert Glimt af Solen, for alle Livets Kaar,
Prøven forestaar:
der skal saaes, der skal høstes og sankes i Lade.
Armen spænder Musklen saa frejdig og sund,
jeg har drukket af den evige Kilde,
hvor den risler ud fra den dybe Grund, —
aldrig forgængelig —
tidlig og silde.
Ungdom, du er kommen med Længsler uden Tal,
med spirende Anelser, drømmende Gaader.
Du har øst i mit Hjærte af Kærlighedens Væld,
det urgamle Fald,
hvis hemmelige Dybder ingen raader.
Sælsomme Runer med dunkel Tryllemagt
paa mig har du lagt,
Løsningen at gætte kun jeg lærte.
Selv maa jeg kæmpe mig til Sejren i den Dyst,
selv maa jeg styre mod den dæmrende Kyst
af den ukendte Verden i mit Hjærte.
Ungdom, du Tryllevaand, kostbare Guld,
Ædelsten for alle, du dyreste Spange!
Læg du Haabets Trivsel ned i mit Arbejdsmuld,
ryst mig Ønskehatten fuld
af Foraarssange!
Lad Vinteren kun komme, saa snart, som den vil,
den Tid, da al Livsaande sover, —
en Tone af dit klingende, evige Strængespil,
et Glimt af Vaarens Ild
skal bære mig derover.