Hvad er saa skønt, min kære, som en Morgenstund i Maj
at vandre under Skovens brune Kroner,
at kysse dig, mens Haren hopper over Sti og Vej
og Duggen sitrer mellem Anemoner.
Hvad er saa grønt som Vaarens først udsprungne Bøgegren
i Sol og Blæst mod hvide Skyer i Rummet,
naar Havets Blaanen vasker blødt om Strandens Urtidssten,
og Terner blander sig med Bølgeskummet.
Hvad er saa sødt og hemmeligt som Vaskekjolens Sus
omkring dit unge Legems myge Former —
det blandes i mit Sind med Sol og Vind og Bølgebrus,
saa Livet gennem mine Aarer stormer.
Aa, gudskelov for Skovene og dig min lille Skat,
for Kærlighed og Vaar og hvide Skyer —
aa, gudskelov for Danmark og Pan og Kattegat
og Solen, denne herlige Fornyer.