Peter Reimer paa fri Fod
1.
1.
Mit Navn er Peter Reimer; mit Hjem er Jyllands Skov —
jeg lever ej som Kræmmer af lovbeskyttet Rov —
jeg lever sundt og ærligt og aabenlyst af Ran —
jeg bryder mig om ingen undtagen Skovens Pan.
Om Jert Beværtningssamfund jeg bry’r mig ej et Suk —
med alle Jeres Former og Drikkepengebuk.
Saa længe har jeg stirret i Sindets dunkle Brand,
at jeg drog bort fra alle og blev en ensom Mand.
Jeg tigger ikke Kvinden, Dalila, om Forlov —
jeg søgte hel’re Dyret som Kain i mørken Skov.
Jeg nyder ikke Fusel for Glemsel som en Nar,
men vaager strengt mistænksom og holder Hjernen klar.
Jeg har en foret Hule dybt inde i et Krat —
der hviler jeg om Dagen, indtil det bliver Nat —
jeg tænker paa Jens Langkniv og paa hans Fortidsleg —
den Gang var det Jens Langkniv — i Dag, da er det mig.
Ja, Jens, din Slægts Instinkter skal ingensinde dø,
de ulmer dybest inde i Menneskenes Frø,
de lurer i hver Kræmmer ved Hellig og ved Søgn,
de griner bagved Præstens og Kirkefolkets Løgn.
Men, at de fleste lyver sig fra det er en Sag,
som ej tiltaler Peter, jeg hader alt Bedrag;
jeg hører Pan at kalde. Han byder mig til Pligt
at skrive og at sende til Hoben dette Digt.
Jeg sidder tit om Dagen og lytter i mit Hi
og hører, hvor I lister med Hund og Politi —
imedens sidder Reimer, en stolt og ensom Mand,
og tilbereder Frokost paa Sognefogdens And.
I hader Mikkel Ræv — ja, I hader ogsaa mig —
I under ej en sulten lidt herlig Andesteg,
endskønt jeg bukker dybt nu for hele Jert Komplot
som Kelneren paa Kroen, naar I betaler flot.
Nam, nam min fede Andrik, du led nok ikke Sult,
men du blev ogsaa fodret af Hveden, som laa skjult
for Statens strenge Opsyn i Brændehusets Gem:
Ak, overalt Hr. Langkniv, De stikker Ho’det frem.
Ved Aften, naar det mørkner, og Duggen driver paa,
forlader jeg min Hule for til min Dont at gaa —
det knækkede i Skoven — — et Dyr, der jog forbi — —
jeg knuger min Revolver og gaar paa Tyveri.
Naar Blæst og Mørke kogler i Skovens Naaletræer,
da mindes jeg min Ungdom og En, jeg havde kær —
hun turde ikke følge mig ud i Mørkets Land —
hun ræddedes for Ødet i mine Øjnes Brand.
Og naar jeg mindes dette, da gaar min Længsel vild,
da er det, jeg paa Bondens Halmhjælme sætter Ild.
Og hvis I skimter Skæret paa Himlen purpurrigt —
saa vid, at det er Reimer, som drømmer Elskovsdigt.
Jeg ved, at Kærligheden er Drøm og Utopi —
jeg mødte den jo aldrig langs Danmarks Vej og Sti —
maaske den frygter Tvivlen, som ulmer i mit Bryst,
og flygter for den Trods, som fra Barn af var min Lyst.
Dog, det er godt at leve, naar man er fri som jeg
og selv behersker Skæbnens vidunderlige Leg —
og ve den Mand, som søger at sætte mig i Spjæld
— jeg siger Jer paa Forhaand — ham slaar jeg koldt ihjel.