Banker mit Hjerte i Uro?
Længes mit hungrige Sind?
Kalder en Sang fra det fjærne
mig ud i den høstlige Vind?
Saa spidder jeg Pennen i Loftet
og snapper min Bøsse fra Knag —
Fædrene, Fædrene kalder
mig ud i den blæsende Dag!
Her ligger i stenede Høje,
begroet af Lyng og Lav —
de gamle Kæmper og lytter
til Bølgesangen fra Hav —
I sover, men Vikingens Drømme
og trodsige søsalte Mod
stormer i Blæsten fra Havet
bølgende gennem mit Blod.
Jeg bøjer bevæget mit Hoved
og skælvende Knæ imod Jord
og be’r mine Forfædres Guder
Odin og Frejr og Thor
om naadigt at føre de Evner,
som Fædrene gav mig i Arv,
ind under Samfundets Love
til Nytte for Tidens Tarv.
Saa springer jeg op og iler
hjem i den blæsende Dag —
lettet skyder jeg Bøssen
af i et rullende Brag,
for Tiden er ej til Kampe
med Romer og Bøffel og Bjørn —
Maskinerne summer og stamper
og kalder paa Menneskens Børn.