I klingrende Frost imod Midnatstund
jeg vandrer igennem den gamle Lund.
Hist og her et Par Sneflokke knistrer —
Maanelyset mod Snetæppet gnistrer.
Det er saa stille, det er saa tyst,
jeg hører Hjertets Slag i mit Bryst.
Naturen er tavs og alting tier
det funkler fra Grenenes Isdrapperier.
Under Skærsommerens Løvbaldakin,
her vi mødtes, da hun var min — —
hvor var hendes Kinder dog fløjelsbløde —
som Sne paa Grene i Morgenrøde.
Hendes Øjne er brændt i mit Hjerte ind.
Hendes Aande har ganske fortryllet mit Sind.
O, vig fra min Sjæl, I skønne Minder,
som Solglød slukkes paa Bjergets Tinder.
Og Maanen lyser paa Sneen ned,
som knirker for hvert af mine Fjed —
Det sukker i Sørgebirkenes Kroner — —
Musik til bristede Illusioner. —
Orion straaler med vekslende Skær,
det hvisler og ringler i Krat og Trær,
her vandrer jeg ud fra Lunden alene — —
blot een Person paa Naturens Scene. —