Natten er saa stille, Kjærene damper,
Foreller slaar op i den klukkende Aa. —
Paa fjerne Veje Hestene tramper,
mens Lynstrimer hen over Plimlen gaa.
Natten er stille, Oxerne brummer,
gylper, og tygger Drøvet saa trægt —
Taagen er tættest, hvor Aaen sig krummer,
det lyner paa Østhorisontens Væg.
Natten er stille, Maanen sig hæver
ude bag fjerne Kæmpehøj,
det sukker fra Aaen, Flægene bæver —
det lyner, dog uden den mindste Støj.
Natten er stille, Taagen forsvinder,
Aaen funkler i Maanens Skær,
gulligt det glimter bag Skyernes Tinder,
— det lyner endnu over Mose og Kjær.