Udenfor Fængslet gaar Mikkelsen Vagt
med Kappe og Sabel og Hjælm.
Der tripper han værdig og ansvarsfuld
og vogter paa Tyv og paa Skjælm.
Og kommer Turisten blot Fængslets Mur
en lille Kende for nær;
da skrækkes han straks af et vældigt — Holdt!
og Mikkelsens truende Sværd.
Naar Mikkelsen kommer i Vagtstuen ind
til Vagtkammeraternes Bord,
da aabnes til Tider en varm Disput
med Strømme af stridige Ord;
Om Jordbeskatning og Samfundsmoral,
om Krig og Bladpolemik,
om Tysklands Kejser og Ruslands Zar,
om Stats- og Bypolitik.
Se Mikkelsen, han er skam Pengemand
og følgelig Aristokrat;
hans store politiske Drøm, det er
„den kapitalistiske Stat”.
Hvis andre snakker om Demokrati,
saa bli’r der et syndigt Postyr;
det virker paa gamle Mikkelsens Sind,
som blodrødt Tøj paa en Tyr.
Saa bander han ganske ukristeligt;
saa raaber han farlig og bidsk:
„Sku’ jæ’ staa under det djævelske Aag
Socialisternes Knaldepisk. —
Nej, aldrig saa længe Jorden er rund,
saa ved I det — nu er det sagt!”
Da aabnes en Dør. — Et skingrende Raab: