Skræddervise
(Mel. Ver kent nicht meines Standes Ehr.)
(Mel. Ver kent nicht meines Standes Ehr.)
Hvo mig ei agter, er en Nar;
Hvor gik det til, hvis jeg ei var.
I gik vel som de gamle Guder
i Faareskind og Bjørnehuder;
ei Vinterpelts ei Sommerfrak
I ærbart bar naar Solen stak.
Min Kunst saa herligt pynter jer
med det, som Værn mod Kulden er.
Som det sig bør, alt efter Standen,
jeg klæder Kongen, Bondemanden,
selv Præstekraver, Ridderbaand,
tilskjær’ og danner jo min Haand.
I Uniformen strundt og prud
en Kryster som en Helt seer ud.
Med største Ret jeg kan vel sige:
“jeg Klæder gjør og Folk tillige,”
thi mangen Herre fiin og net
saae ellers ud som et Skelet.
Duunhagen gjør jeg alt til Mand,
der Pigehjerter vinde kan.
Sin Gravitet jeg Brudgom giver,
og skjøn ved mig først Bruden bliver;
ja alle Bryllupsgjæsters Krop
jeg efter Moden studser op.
Men er et farligt Uveir nær,
man veed vel, hvordan Kvinder er,
Madam er syg, hvad hjelpe Piller?
Nei! lettere jeg Sygen stiller;
En ny og velsyet Kjol gier Fred,
fornyet Ømhed, Kjærlighed.
Den Hæslige jeg Ynde gi’er,
ja Oldingen selv yngre bli’er.
Saa kan jeg Hvermand nyttig være,
og sidde paa mit Bord med Ære,
indtil min Livstraad søndergaaer,
og jeg af Døden Fridag faaer.