O Virksomhed, Himmelens Datter,
Forlad ei Din hengivne Søn!
Høit han Din Veldædighed skatter,
Og nyder den skiønneste Løn.
Lad dyriske Ladhed ei snige
Sin Valmue Duft i mit Bryst;!
Men lad mig i Virksomhed stige,
Og nyde dens Løn, og dens Lyst.
Og for den fortvivlede Stakkel,
Som raver i Dovenskabs Nat;
Tænd an Din velgiørende Fakkel,
Og lad ham ei være forladt!
Og for den forvildede Daare,
Der sværmer blandt Duller og Viin,
Som samler sig Gift i hver Aare,
O skiænk ham af Din Medicin!
Selv for asmodæiske Sprade,
Der hilder hver Pige, han seer,
Forfører uskyldige Glade,
Og søger jo fleer, og jo fleer.
Som kold seer de Skiønne begræde,
Den Lykke som evig svandt hen;
O lad ham Din Bane betræde,
For ham er kun Frelse paa den.
Og Tigeren — vindesyg Spiller —
Der tærer Familiers Blod;
Betag ham de grusomme Griller,
Og giør ham til Slutningen god!
Du Aagrerens Fuulhed borttage,
Og viis ham en skiønnere Dont,
End Armodens Pialter at tage,
End føle sig stedse i Ondt!!
Du Aarenes Grændse udvider,
Har Dagenes Tal i Din Magt.
— For Dorske kun Tiden henglider,
Forinden de have den smagt —
Du Helbred og Kraft har i Følge,
Din Vei er med Roser bestrø’d;
Paa Land og paa fraadende Bølge
Du afvender Vaande og Nød.
Du stedse regiere paa Jorden,
Saa trives kun Dyder og Gavn,
Da Udaad og alskens Uorden
End neppe vil kiendes af Navn;
Saa fremmes den Eviges Love,
Saa ydes Naturen sin Ret,
Sig Bonden og Fyrsten kan love
Et Liv, lige frydfuldt og let.
O Virksomhed, Himmelens Datter,
Forlad ei Din hengivne Søn!
Høit han Din Lyksalighed skatter,
— O hør Du hans ivrigste Bøn! —
Saa ere ham Timerne søde,
Han glider saa glad og saa froe
Med dem sin Opløsning imøde,
Og smiler til evige Roe.
N. Lund.