Nu er min Lyst det røde Guld,
Guld, ja Guld, Tønden fuld!
for Anna vaa’ mig ikke huld.
Og det vaa’ Mikkel Møllersvend,
Møllersvend! med sit Rend,
der gjor’et, ja det vaa’ saamænd.
Lad ham kun prale med sit Maal,
Skæppemaal! Toldeskaal!
det fylder ej, det Skrig og Skraal.
Naar je’ haa’ gravet Tønden fuld, —
fuld a’ Guld, ægte Guld,
er Kvinden atter mig saa huld!