Paa Landet, ja dér er det lifligt at bo;
der tysser Naturen i Hvile og Gro
saa ømt paa det stormfulde Indre.
Kornmarkers, Skovkroners Hvisken og Ro,
den kvidrende Lærke, den gumlende Ko . . .
kan tit gøre Sorgerne mindre.
Og den, som i Stræb for en gylden Karét,
kun vandt sig en Lundstik, og den, som blev bét
saa ofte, at Lommen blev øde, —
og den, som maa ligge saa haardt, han har redt,
og den, som i Vildelsens Stund har forsét
sig til Doms, — staar op fra de døde!
Og Sindet annammer hin Visdommens Aand,
der drømmende præger hvert Straa og hver Vaand,
og synger fra rindende Vande, —
en Samklangens, Blomstringens Tusendaars-Aand;
det er som at føle sin kærestes Haand
paa sin hede, martrede Pande.