Ved Aaen vanker en Pigelil
saa ung, knap femten Aar;
en Sang hun nynner til Bølgers Spil.
Hun vogter Kvæg og Faar.
Det friske Ansigt er brunt af Sol,
Guldhaarets Spind
om Pande, Kind
for Blæsten gaar,
og Øjet blaaner som en Viol.
Hun er, skønt fattig, saa fugleglad,
— Naturbarn, yndefuld.
Den Verdensdame i Borg og Stad
bær Ædelstene og Guld,
og Silken straaler om Bryst og Arm;
— er altid chik,
kan Sprog, Musik . . .
En Blaargarns Bul,
usmykket, dølger Hyrdindens Barm.
Men Hjærtet lyser med barnligt Skær
fra Øjets solblaa Sø,
saa fjærnt fra Lasten, til Uskyld nær; —
en frisk og yndig Ø.
Hun gaar og drømmer saa favr en Drøm
i Solskinsbrand
til Spil af Vand
og Duft af Hø.
Saa svaler hun sig i Aaens Strøm.