Op atter en Dag nu rinder,
en Dag lig en Sommersø
med Solskins væld over Vandet,
i glasklar Ynde og tyst.
Glad ud i Dagen jeg stryger,
sejler fra Ø til Ø.
Fjærnt under Solfaldslyset
funkler Aftenens Kyst.
Alt gaar i de første Timer
just som jeg vil, det skal gaa.
Min Glæde stiger, jeg synger;
jeg aner ej noget slemt.
Da slaar et Sus mig i Møde,
mens Søen stejler, graa;
det er som et første uvejrs-
varslende Klokkeklemt.
Min Ven og jeg bytter Blikke,
Alvoren griber vort Sind;
men vi vil ikke forknytte
hinanden paa nogen Vis.
Vi røgter roligt vor Gerning,
medens den voksende Vind
gør os Kinderne blege
og kolde næsten som Is.
Men naar vore Hænder mødes,
da trykker de ømt og fast;
de skaber Strømning i Hjærtet,
de virker mere end Ord.
Og da er vi to hinanden,
med Sjælens dyreste Last,
nærmest, ja som vi skulde
helt slynges over Bord.
Da strammes den Ring, som Glæden
løsnede ganske lidt;
den lutres i Faren som Staalet,
men bliver som det ej skør.
— Siden, naar Uvejret tystner,
naar Kampen den er stridt,
vil Glæden fylde Hjærtet,
sødere vorde end før.