O lille Bæk, endnu som før du rinder
med Maanens Billed i din klare Favn.
Om svundne Tider du, til Graad, mig minder,
om Elskov frisk, om Længsel vild og øm,
om Møders Fryd, om Hjærtets Foraarsdrøm...
O lille Bæk, fra Bred til Bred du spænder
en Mindebro med vore varme Hænder.
Dit Bølgespil jeg hørte dæmpet klinge,
naar Nattens Lys og Stilhed om os stod,
og hver Gang over dig jeg skulde springe,
du standsed med dit Spil min travle Fod,
det klang sig blødt ind i mit Hjærteblod.
O lille Bæk, fra Bred til Bred du spænder
i Nat en Bro med vore unge Hænder.
Ved dine Bredder luded gyldne Skokke,
den stride Hvede og den bløde Byg,
og Vinden kimed med hver lille Klokke
i Havren til en spæd Musik af Myg.
I Engen laa hver Hest og Ko saa tryg.
O lille Bæk, du friske Strøm i Enge,
du spiller blødt paa evigunge Strænge.