Nu planter Gryet sin Guldviol
paa Nattens Grav; den vældige Sol
sin Kilde mod os la’r springe.
Naturen straaler i Dagens Guld
med Nattens Sølv paa sin grønne Muld,
og Lærken kvidrer saa frydefuld,
mens Kirkeklokkerne ringe.
Det pusler, myldrer bag Løv og Siv:
nu vaagner en talløs Sværm af Liv;
det kukker, fløjter og pipper.
Let leger Vinden i Græs og Sæd.
Om Rugen hænger et Slør af Dræ:
Bestøvningsværk, skønt Straaet fik Knæ;
snart Brudesløret den slipper.
Bort damper Taagen fra Eng og Kær,
og friske Susninger mod mig bær
Rødkløverens Blomstersødme.
Ved al den sprudlende Levelyst
der stemmes en Stræng dybt i mit Bryst
Jeg sér mod Solens straalende Kyst —
Atom jeg er, maa jeg rødme.
O Sol, som øste fra Vaar til Vaar
igennem Tidens utalte Aar
dit Guddoms-Væld over Lande,
du gav os jævnlig til Overflod;
du var os stedse en Fader god,
selv naar paa Himlen du sorgklædt stod . . .
Jeg sænker med Tak min Pande.