Naturen svulmer paany af Vaar.
Som Sne maa Sorgerne smælte. —
Af Duft fra Græs, der i Solskin staar,
af Lærketriller og Vindens Sus,
af Sol, af Løvspil og Farvebrus,
af Toner i grønne Telte,
af Gøgekuk
og Kildekluk
jeg væver et Styrkebælte.
Jeg løfter mit Haab imod de Ting,
der lagde Is om mit Indre
og spændte Brystet i Mismods Ring;
det knækker blødt deres Vintermagt,
det sætter om mig en Straalevagt,
som ud mod Livet skal tindre.
Mit Hjærtes Rus
af Vaarens Krus
kan altid Smærterne lindre.