Epilogholden ved Øvelsernes Slutningi et dramatisk Selskab.Naturen smiler — Glædens Harmonier Forkynde os, dens Yndling nærmer sig,O Vaar! du byder, Kunstens Stemme tier, Og villig den som Guddom hylder dig.Du kalder os i dine Helligdomme Til skyldfri Lyst og Gratiernes Dands,Thalia ydmyg viger ved dit Komme Og knælende hun rækker dig sin Krands. —O! vi vil følge Glædens Skaberinde, See, Jorden løsnes af sit tunge Baand,Zephyrer spøge, Dalens Bække rinde, Og Rosen spirer under hendes Haand.I hendes Skiød, i grønne Lindes Skygge Naturens blide Glæder vente os,Der skal dens Rolighed vor Fred betrygge, Der byder Kummer Skiebnens Harme Trods. —Vort Liv er kort, snart Dødens Bud skal lyde, Og snarlig bøies vores Vandringsstav;O Venner! den er viis, som veed at nyde Hver Fryd, Naturens Herre kierlig gav.Han gav os den! — velsignende han spreder Den over alle Jordens Slægter ud,I Sahras Ørk, i Hespers Land udbreder Lyksalighed hans milde Faderbud.Hans Lov er Fryd: snart Vaarens Skiønhed falder, Ei skal den gaae forbi ubrugt, unydt,Snart Vinteren os til nye Glæder kalder I Musens stille, yndige Asyl. — —Saa vil vi Haand i Haand vor Vei betræde, Og Venskabs Blidhed skal forskiønne den;Omslynget af Chariters Blomsterkiæde Vort Liv skal svinde glad og skyldfrit hen.Naar da en Broder naaer sin Banes Ende, Hvis Aand og Hierte var vort Venskab kier,Hans Minde vi et kierligt Suk vil sende, Og sige: Han til Fryd bortkaldet er!H. W. Lundbye.