Jeg var saa ene, at ingen i Verden var mere.
Da drog jeg bort til det fremmede, ukendte Land.
Det, som jeg skimted bag Drømmenes disede Stjerner.
Og dér slog mit Hjerte ud i den rødeste Brand.
Jeg spurgte Himlen: Hvem tænder den Ild i mit Indre?
Stjernerne stirred med Øjne, som gnistrende Staal.
Men ingen mig svared; thi Sproget de aldrig lærte.
Dog, de forstod mig med Tavshedens hellige Maal.