Ensom jeg i Nattens Riger stiger.
Taagens klamme Strømme døsigt viger.
Høje, dunkle Skygger tungt sig hæver
for mit Syn — og Hjertet angstfuldt bæver.
Saa forsvinder ogsaa de i Taagen. —
Kun min Sorg og Tanke nu er vaagen.
Ak, hvor blev i Natten dog jeg lille —
mere ussel end den mindste Bille.
Ensom og forladt, som Taarnets Ugle,
fattig selv som Himlens vilde Fugle.
Ludende som Træets skumle Grene,
følte jeg, at jeg var helt alene.