Min Ensomhed, du er mit Helvede!
Du gule Flamme, jeg hentæres ved.
Dengang jeg mødte dig, jeg skælvede.
Og siden har du fulgt mig hvert et Sted.
Nu kommer Natten til den Jagede!
Nu sænker Mørket ned sin kolde Trøst.
— Mit Hjerte, var det dig, der klagede!
Har du endnu en Stemme i mit Bryst?
Nu skyder Natten sine sorte Taager
igennem Rummet, hvor jeg er alene.
Og Sjælen dirrer — alle Nerver vaager.
— Aa, fattigst er vel den, som sover ene