Jeg flygted fra Verdens Maske,
foragtende dens forlorne
Væsen, og brændte til Aske
Minderne. Jeg og min Muse
var eneste Sammensvorne.
Vi var alene til Huse.
Hun blev mit Værn og Vaaben,
naar Savnet gjorde mig bitter.
Hun gav mig Kunstnerdaaben,
saa jeg Forsagelse lærte.
Men bag min Ensomheds Gitter
hulkede lønligt mit Hjerte.
— — —
Du aabnede Edens Have,
og gav mig gyldne Druer,
gav til en kongelig Gave,
som den, der har nok at give.
Og født i flammende Luer
vaagned mit Hjerte til Live.