Nu ruller de evige Bølger
mod Livets Kyst.
— Mit Sind er ét eneste Kaos
af Drøm og Lyst.
Af Drømme, saa tunge og dybe,
som Dødens Gru,
og Lyster, saa grænseløse,
som Vaarens Hu.
— — —
Der kommer en Sejler derude
i Mulmets Nat.
Der staar en Yngling og spejder
ved Skibets Rat.
Han styrer den fremmede Skude
mod Livets Kyst.
Hans Sind er ét eneste Kaos
af Drøm og Lyst.
Det gælder, at naa ind mod Landet
paa Livets Kyst.
Han vover mod Havets Bølger
en mandig Dyst.
Hans Øjne er hungrige,
dybe af Drømmens Mod.
Han skriver sit Navn i Tiden,
med Hjertets Blod.
Den fraadende Sø for hans Øje,
den skummende Elv,
er Kampen, han skal igennem —
er Døden selv!
Han strammer med blodige Fingre
om Skibets Rat.
Han stirrer med søgende Øjne
i Mulmets Nat.
— — —
Da stiger en blændende Morgen
paa Livets Strand.
Da fødes i funklende Sollys
et Paradisland.
Da viger de natlige Skygger
paa Livets Kyst.
Da fødes en flammende Glæde
dybt i hans Bryst.
Han styrer den fremmede Skude
mod Solens Gang.
Han fylder i stormende Jubel
sit Bryst med Sang.
Han bjærger den frugtbare Skude
af Havets Seng.
Saa vandrer han ind over Landet:
En leende Dreng.
Han favner de svulmende Skove
med Tak og Bøn —
thi han er den danske Sommer,
er Vaarens Søn.