Det var i saa trist en Aften,
Livet viste mig sit Hjerte.
Og jeg saa, det banked voldsomt.
Og jeg saa, det skjalv af Smerte.
Og jeg saa, hvor Blodet hamred
i de store, spændte Aarer.
Og fra Hjertets dunkle Kamre
drypped Blodets røde Taarer.
Rundt i Verdens triste Have
vandred Livet med sit Hjerte.
Dér, hvor Blodet farved Jorden,
sprang der Blomster ud i Smerte.
Mine Tanker blev saa vide.
Jeg begreb Allivets Smerte.
Jeg forstod, at alt maa lide,
der har Del i Livets Hjerte.