Tiden læger ikke vore Saar —
Tiden uddyber dem:
Bestandig springer der nye Saar
frem af Tiden.
De gamle Saar læges ikke —
de sidder som Gift i vort Blod:
I Dag slaar de ud —
og bliver friske.
Som Spyd igennem Legemet,
er vore Saar —
som en ulægelig Skorpe
om vort Hjerte.
Vi trøster os med:
at vi stadig holder os oprejste.
Men i vort Bryst sidder Angsten
og lurer paa os.
Hvad nytter vor Fornuft? —
Den er kun et skrøbeligt Bolværk,
som vi klamrer os til —
rædde for Afgrunden.
Kaos er om os —
Kaos er i vort Indre:
Vor Angst er som en Klode,
der er gaaet i Drift.