Timerne æder af Tiden,
mens Duggen drypper saa tyst.
Stjernerne leger paa Himlen
og Maanen lyser af Lyst.
— — —
Der vandrer en Jomfru i Haven,
blandt duggede Roser, som ser,
at Blikket er blændet af Drømme,
og Munden i Drømme ler.
Dybt inde i dunkle Skove
fløjter en vaagen Fugl.
Og Drømmene flyver mod Skoven
mod Skovens dragende Skjul.
De duggede Roser hvisker:
I Skoven venter en Ven!
Og Fødderne flyver mod Skoven —
mod alt det dragende hen.
De standser med ét i Farten:
Nu fløjter Fuglen igen.
— Ak, Roserne var saa kloge —
men hun har blot ingen Ven!
Det er, som om Hjertet skal sprænges.
Det stemmer for Brystet af Savn.
— Hun venter i Natten paa ingen.
Hun véd hverken Vej eller Navn.