Morgenen er Livets Sødme —
Dagens Smil.
Som det leende Barn,
der leger ved Moderens Bryst,
leger Morgenen ved Dagens Hjerte.
Middagen er Livets Højdepunkt —
Dagens Klimaks.
Som den hungrige Vandrer,
der forgæves slukker sin Tørst
ved Livets Brønd,
erkender vi Erfaringens Bitterhed —
og bliver voksne.
I Aftenens Timer
gaar vi med stærke, urolige Stormskridt,
blændede af Dagens Solnedgang,
mod Nattens Søvn —
mod Døden.
I Søvnens Mørke
spejder vor Sjæl efter Dagens Smil —
den leende Morgen,
der legede ved Livets Bryst —
det store Moderhjerte —
Gryet —
Opstandelsen.