Jeg knytted’ mine Hænder op mod Maanen.
Jeg gik Paa Vejen, og var fuld af Had.
Jeg satte mig i Grøften for at græde;
men Maanen, den var gul og ligeglad.
Og da besvor jeg Stjernerne paa Himlen,
fortalte dem, hvorfor jeg altid led,
og om mit Hjertes hemmelige Pine;
men Stjernerne saa ligegyldigt ned.
Jeg fulgte Vejen til jeg kom til Havet;
jeg stred mig frem imod den skarpe Blæst;
men Bølgerne ophidsede min Tanke.
Ak, Havet selv var jo en hjemløs Gæst.
Jeg slynged’ mine Trusler ud i Stormen,
jeg bøjed’ ud og ind i Vejens Sving;
men Stormen selv var dømt til Had og Øde,
og hvirvled’ Støvet hvileløst omkring.
Jeg gik til Skoven, der er al min Glæde,
jeg strøg de haarde Stammer med min Kind.
Jeg hørte Skoven ganske sagte hulke.
Ak, Skoven, den er som mit eget Sind.