Ak, ingen Sorger og ingen Længsel
har mig forladt,
skønt ingen Maane og ingen Stjerner
er glemt i Nat.
I denne Nat, der er blot en Bølge
fra Tidens Hav,
som glider ud i de glemte Nætter
mod samme Grav.
Og jeg som lever, og jeg som lider
af samme Grund,
skal glide ud i de samme Bølger
mod Havets Bund.
Og kun en Skygge af det, der leved’,
skal aande tyst
et Sted i Rummet, i Evigheden,
bag Dødens Kyst.
Og maaske møde den samme Maane
et fremmed Sted,
og maaske leve med samme Længsel
en Evighed. —