Ak, Kære, tit jeg ønsker at du døde.
Jeg kunde kysse dig, naar ingen saa det.
Og mine Kys blev ingen Helligbrøde.
Dybt i sit Hjerte vilde Gud forstaa det.
Du kunde ikke nægte mig din Mund,
selv naar din Mund blev bleg og stum og stejl.
Jeg vilde trodse Dødens kolde Segl,
og aande Livet i dens øde Grund.
Jeg vilde vove denne blege Dyst,
og siden drømme om din døde Mund.
Og nægted Munden mig sin søde Lyst,
den blev dog min i denne ene Stund.
Og naar i Gravens løndomsfulde Tempel
du lærte alle Tiders Søvn at kende,
da skulde mine Kys paa Munden brænde,
og dine Læber bære Elskovsstempel.
Da skulde flygte Gravens blege Orme
for mine Læbers efterladte Glød,
mens jeg — alene, midt i Livets Storme —
vildt længtes mod dit Legems kolde Skød.