Det blev Skumring. — Det blev Aften. —
O, saa sælsom mørk en Aften
af saa sælsom tung en Skønhed,
som et blegt, sørgmodigt Ansigt.
Dette skønne, blege Ansigt
nærmer sig med ydmyg Andagt,
og de skønne, blege Læber
hvisker sagte: Kære Søster. —
Og jeg spørger glad min Søster:
Kommer du fra ham, jeg elsker? —
Men hun ryster paa sit Hoved,
og hun bøjer sig bedrøvet.
Og jeg aabner hastigt Døren,
jager hende ud i Mørket.
Og jeg raaber: Vær forbandet
for bestandig, onde Søster! —
Men jeg hører, at derude
er der En, der bønligt beder:
Vær barmhjertig, kære Søster!
Ogsaa jeg maa evigt haabe. —
Og da smelter alle Taarer
i mit Hjertes øde Tempel.
Og jeg kysser ømt min Søster,
og vi græder hos hinanden.