Gaa bort fra Graven. — Ingen Torne skygger,
hvor Sjælen har sin Have. — Ingen Lue
af Ildhu strømmer i dens døde Indre.
Og ingen Maane vil sin Glød forgifte
og straale over dette skjulte Øde.
Gaa længere bort. — Ak, ser du ikke Træet
har dybe Furer, som af frodig Last.
Dets Grene tynges ej af Bær og Frugter,
men af en sælsom Armod ned mod Jorden.
Stands ikke der, hvor alle Straa er døde,
og Jorden drager en forpestet Aande.
Se, Vejen ligger maanehvid og øde,
og intet Fodtrin høres, ingen Lyde
forstyrrer Vejen i dens Evighed.
Sæt ikke Fodspor, Støvet er uskyldigt.
En Storm har renset disse bundne Kræfter.
Den maanehvide Vej er skabt af Minder.
En ensom Urt, der vokser ind i Natten.
Staa ikke der og skælv. — Du har jo Tiden,
der følger dig til Døden, som en Broder.
Du bange Sjæl, en evig Sorg har brudt dig.
En Sorg, der er som Angst. — En evig Pine
har hidset dig mod Graven — Haabløsheden.
Gaa bort fra Graven, den har ingen Bund.
End ikke Ormen vil dens Fred forstyrre.
Men Ødet rækker den sin tavse Mund,
og Himlens Stjerner deres kolde Trøst.
Rør ikke Planten dèr, det er jo Hadet.
Dens Rod er sort, dens Safter er som Blod.
Dens Næring er jo Hjertets ømme Taarer.
Luk dine Øjne i, thi Gravens Mørke
har ingen Farve, og dit trætte Blik
har suget Gravens Haabløshed for stedse.
— — —
Hvem standser her! — En hastig Fugl fra Mørket,
som bærer Nattens Mulm i sine Fjer,
og bringer Ødets Urglimt i sit Blik.
En hastig Fugl fra Mørket, som har sanset
Allivets naadeløse Flugt mod Graven,
mod Graven — Haabløsheden — Ørkenriget.
Se, Fuglen svæver over Gravens Mørke,
dens Vinger skygger over Hadets Plante.
Og Livets Træ bar ingen bedre Frugt,
end denne Nattefugl fra Ørkenødet.
Og Vejen, som blev til af blege Minder,
blev endnu blegere, som om den lytted’
til noget, der er dybere end Døden.
— — —
Ved Gravens Hoved staar et lænket Dyr.
Det bærer al vor Smerte paa sin Ryg.
Dets Ryg er aabne Saar, og Blodet rinder
ad Jorden, som en Flod, mod Dyrets Mund.
Og al dets Næring er dets syge Blod,
og al dets Tanke er dets store Smerte.
Dets Taarer er som Ild, dets Fraade Svovl,
dets Blik er mere hadefuldt end Lynet.
Dets Lænke skabtes af det Grænseløse,
og Lænkens Rødder er af Evighed.
Og alle Hæslighedens onde Øgler
forgifter alt, med deres hæse Latter,
for Dyret, som blev lænket fast til Tiden.
— — —
Hvad er den kolde Frysning gennem Luften,
det tunge Salt, der strømmer gennem Mørket —?
Mon Dødens Aande, kold af Evighed? —
Der ser du Døden, som en sælsom Gud
har dømt for evigt: at tilintetgøre
og resignere, mer end noget Væsen,
der har sin Rod i denne Sjælens Have.
O, Broder, hav Medlidenhed med Døden,
som dømtes til at dræbe alle Tider,
at kende Gravens Kulde, Jordens Had,
selv være Døden over alle Døde.
Jeg siger dig, at noget andet Væsen
ej naar i Tungsind dybere end Døden,
hvis Øjne gløder under Kraniets Kulde,
og Fingre er som Kryb i Jordens Svøb.
— — —
Gaa stille her. — Du er paa hellig Grund.
End ikke Døden vover her at træde.
Se, over Sletten ruller Tidens Hav.
Men ingen Tid tør trodse denne Plet,
der lyser, som en Liljes Ild, i Mørket.
En Rose staar og vugger paa sin Stængel.
Et natligt Orgie i Purpurfarver,
et Alter for en vild og ensom Drik.
Et Bæger fuldt af Glød og hellig Ild
og sanseligt Begær og Sjæl og Adel.
Den Rose suger alt vort Hjerteblod,
gør vore Læber glødende og tavse
af hungrig Tørst imod det Skød, vi elsker.
Den Rose vederkvæger ingen Dug,
men vore Taarer falder, som en Regn
af Blod, mod dette stolte Elskovsbæger.
Græd ikke Broder. — Nattens blege Maane,
som fødtes uden Hjerte, ogsaa elsker
i haabløs Trældom i al Evighed.
Se, derfor gløder Maanen undertiden
ved senlig Høst, og ved uskyldigt Foraar.
Alt, hvad der lever her af Blod og Sanser
gør denne Rose til sin Ejendom,
til Slave i sin store, vilde Naade.
Her standser alle Levende og Døde,
thi denne Rose her er Havens Gud.
Kom, lad os knæle ydmygt ned i Støvet.
Lad vore Læber heftigt kysse Jorden,
som skabte denne Rose for vort Hjerte.
O, Broder, se, der stiger Ild af Graven,
og Fuglen skælver, Hadets Plante blegner,
og Vejen rødmer under Nattens Maane.
Og Frugter falder tyst fra Livets Træ,
hvor Jorden grønnes under døde Straa.