Det er Morgen i en Moders Stue.
Barnet dier i den søde Stund.
Se, hvor Brystet i en frugtbar Bue
svulmer higende mod Barnets Mund.
Solen kysser hendes runde Skulder,
flammer straalende mod Haarets Flod.
Som berusede af Smilets Sødme
knæler Alfer ned for hendes Fod.
Skønhed toner i de unge Rytmer.
Barmen hælder hun saa trofast mod —
lig et Blomsterbægers kyske Aande —
Barnet — Frugten, som hun gav sit Blod.
Sælsomt straaler hendes stolte Øje.
Ydmygt blusser hendes bløde Kind.
Alnaturen har hun lønligt lukket
i sit gaadefulde Modersind.
Det er Morgen i en Moders Stue —
Morgnen selv har hun jo paa sit Skød.
Dette Skød, der som en frodig Lue
aander Kærlighedens rene Glød.